DYB LYTTEN OG KONTEMPLATION

DYB LYTTEN, KONTEMPLATION og LEGEMLIGGØRELSE

At lære stilhedens rytme beror på dyb lytten og kontemplation.

Dyb lytten er en venden sig ind i den stilhed
som vi i vores væsen inderst inde er.

Dyb lytten er ikke en teknik, men en måde at være på.
En hjemvenden til den naturlige åbenhed i vores væren.

Den dybe lytten åbner til hvilende vågen tillid.
Tillid til at vi kan lade os falde, ud af alle tanker om fortid og fremtid,
og ind i nuets virkelige liv.

Den dybe lytten er ikke bundet til et sanseorgan, til høresansen,
eller til synssansen eller noget andet sanseorgan.
For det er vores væren som helhed der lytter.
Derfor er det samtidig en klar seen. En ordløs vidende væren.

Dyb lytten stemmer os til vores sande natur.
Stemmer bevidstheden i ren udelt lydhørhed.
Fri af vurdering, fri af fiksering, fri til at være modtagelig for hvad vi end oplever
og lade det blive gennemtrængt af freden i dybet af vores væsen.

Almindeligvis lytter vi mennesker på en objektgørende mental måde –
hvor det at lytte er delt, i en der lytter til en anden, til noget andet,
som man oplever udenfor sig selv.

I dyb lytten er vi uden anstrengelse så fuldt til stede i nuet,
at der ikke er plads til hverken selv eller anden.
Fikseringen på både subjekt og objekt opløses i stilhedens liv.

I dyb lytten smelter oplevelsen af adskillelse.
Grundfølelserne i det adskilte selv
– som er ængstelse og mangel –
absorberes nænsomt ind i stilhedens strøm
og bliver til vågent afslappet nærvær.

Når den dybe lytten bliver mere stabil, bliver stilhedens strøm stærkere.
Da begynder de dybereliggende kontraktioner i hjertet og kroppen at smelte
– kontraktioner som man ikke vidste man havde,
og som viser sig at have formet ens perception af sig selv og verden.

Når stilheden gennemtrænger hjertet, er der ren kærlighed.
Når stilheden gennemtrænger kroppen, er der intimitet i ens fysiske eksistens.
Det er en følelse af tilhør, i nuets nærvær, hvor man end er.

Dyb lytten er også gavmildhed.
For den er at være fuldt tilgængelig for sandt liv, både i en selv og andre.
Ubetinget lytten er den største gave vi mennesker kan give hinanden,
for heri føler vi os hørt, set og favnet i vores helhed
på en måde, som intet adskilt selv evner.

KONTEMPLATION

Vedholdende dyb lytten skaber rent rum
og åbner til kontemplation,
i denne her sammenhæng forstået som
resonans med vores sande natur.

Resonans er at være fuldt tilgængelig for det guddommelige.
Med guddommelig mener jeg ikke noget abstrakt og fjernt.
Jeg mener det virkelige liv, Livet som det er, vågent i sig selv.
Det er det lysende hellige liv, der vågner i os,
når adskillelsens slør falder bort og vi erfarer enhedens grund.

Det er som Rumi så smukt siger det, at være
Empty of self, filled with love.

I kontemplation i denne dybeste betydning,
er bevidsthed og kærlighed eet flow,
ordløst vidende af sig selv, ordløst elskende sig selv,
gennem alle former og bevægelser.

Vi kan ikke komme til en direkte erfaring af ren bevidsthed
gennem sindets almindelige dualistiske måde at fungere på,
hvor vi står i observerende afstand og kontemplerer bevidsthed som et objekt
– noget vi er adskilt fra.

Kun bevidsthed kan kontemplere bevidsthed.
Kun væren kan kontemplere væren.
Kun kærlighed kan kontemplere kærlighed.

Kontemplation er en ordløs udveksling med hjertets inderste.

Når hele ens væsen er lydhør for nuets hellige nærvær,
er det som at leve i evighedens vidde
midt i ens afgrænsede eksistens.

Kontemplation er ren hengivenhed. En konstant given sig hen,
uden at der dog er én, der giver sig hen til noget andet.

Det er at leve og ånde i pagt med altings inderste sandhed,
som jeg også kalder hjertets inderste Elskede
– i genkendelsen af at den Elskede aldrig har været en anden, eller noget andet,
men er selve den altomfattende kærlighed vi er skabt ud af.

LEGEMLIGGØRELSE af kærlighed og sandhed

Kærlighedens evne er at befri alt, hvad den berører.
At trænge ind under huden og ind i hver en celle,
så hele kroppen mærker, hvordan den er vævet i kærlighed.

Jo dybere vi lader os falde ind mod Kilden, jo blødere er det.
Som Lao Tzu udtrykker det:
The higher the reality, the softer.
Her hvor højere og dybere er det samme.

Kroppen og hele energisystemet responderer på blidhed.
Den husker hvordan det er, når der er fuldstændig fravær af kontrol og forceren,
hvordan det er at kunne ånde fuldt ud gennem hele kroppen.
En følelse af at alt igen endelig kan bevæge sig i svingning med vores organiske natur,
hvor der ikke længere er nogen adskillelse mellem krop, sind og ånd.

Uden rødder i stilhedens grund vil kroppen altid føle sig en smule utryg
og derfor være selvbeskyttende.

De finere energilag responderer ikke på teknikker og terapeutiske metoder,
for herfra opleves enhver gøren, og alt hvad der iværksættes udefra,
som en form for manipulation.

Stilhedens blide berøring smelter indefra og ud kroppens kontraktioner,
frigiver ophobet emotion og smelter frosset energi.

Kroppen og energisystemet begynder at reorganisere sig selv,
at finde tilbage til deres naturlige orden og rytme,
nu omkring stilhedens grund
i stedet for omkring et adskilt selv.

Hele ens kropslige atmosfære bliver mere og mere gennemtrængt af stilhed.
Kroppen føler, at den selv er følt af selve livet.

Befriet fra adskillelsens spænding oplever kroppen sig tryg igen
og bliver til et levende dynamisk udtryk for den fulde legemliggørelse af vores væren.

Gennem dyb lytten og blid bevægelse
lærer systemet at fungere i eet sammenhængende hele,
i en indre samsvingning mellem bevidstheden, hjertet, energifeltet og kroppen.
Det lærer at deltage i stilhedens dans
og at opleve hvordan tanker, følelser og handling kommer i harmoni.

De helt almindelige bevægelser bliver gennemtrængt af vågent belivende nærvær.
I det skridt man tager hen over gulvet.
I hånden der lægger sig på dørhåndtaget og åbner døren.
Eet øjeblik i stilhedens rytme åbenbarer sig som selve livet.

Man er i direkte udveksling med alt man møder,
med naturen og elementerne, med livet i sig selv
– i et græsstrå, i stjernerne på himlen, i åndedrættet,
i hver eneste partikel og hver eneste energibølge.
Vinden føles som et budskab om altings sammenhæng.
Regndråberne på kinden er som kærtegn, der flyder gennem hele kroppen.

I stilhedens rytme lærer vi at leve i resonans med livets kilde.
Vi bliver i stand til at mærke hvornår vi er ude af takt
og hvordan vi nænsomt vender tilbage
til den rene puls i vores væren.

Og fra denne levende værensgrund lærer vi at udfolde
vores evner og talenter og vores sande menneskenatur
lige så organisk intelligent som et træ,
der folder sig ud i overensstemmelse med sin natur.

FÆLLESSKAB

Og det er også her, i stilhedens vågne liv,
at ægte dialog og skabende fællesskab kan opstå.

Når vi mødes med andre i hjertets åbenhed,
opstår en naturlig intimitet, som er ren og fri,
fordi den er rodfæstet i væren.
Det er væren der møder væren.
Stilhed der møder stilhed.
Det er som at møde sig selv i en anden
– uanstrengt, ingen agenda, ingen projektion,
ingen der skal have noget eller give noget,
et åbent møde i den levende mening, der flyder igennem os,
når vi hviler i vågen tillid sammen.

Jeg ved ikke af noget smukkere, vi mennesker kan med hinanden,
end at dele vores sande natur.
Herfra bliver vi i stand til at indgå i dialog
på samme måde som hvis vi spillede i orkester sammen,
i en fælles opmærksomhed på at holde tonen ren,
en dyb lytten til helheden, samtidig med
at vi hver især udtrykker det, vi har på hjerte.

Herved fremelsker vi evnen i hinanden
til at samskabe i en glædesfuld kreativitet,
og til at møde udfordringer fra et nyt ståsted,
hvor smerte og vanskeligheder ikke opleves som hindringer,
men som anledninger til at intelligent kærlighed, medfølelse og visdom
kan manifestere sig i os.