Audio

”In the Lotus of the Heart is pure and changeless consciousness”, siger Ramana Maharshi. At vide af det, der inderst i hjertet er rent og uforanderligt, bringer dyb fred, vækker tilliden i hjertet til at åbne sig for dets dybeste kærlighed og til gradvist at lade kærligheden gennemtrænge hele ens fysiske eksistens.

At lade kroppen lande i nænsom åbenhed, vende hjem i den naturlige værens puls der afspænder nervesystemet og gør kroppen tryg igen; gennem lyttende hænder i levende berøring invitere hele kroppen til at deltage i stilhedens strøm.

Enkelhed er at være så fuldt til stede i nuet, at alle energier falder ind i den dybe værens enhed. I overgivelsen til hvad vi end oplever, bliver vi vist hvordan bevidstheden kan fungere som eet hele, fri af egoets adskillende vurderinger. I enkelheden erfarer vi, at det ikke er afgørende hvad vi oplever, om det er glæde eller sorg, fryd eller smerte; det afgørende er at være i kontakt med vores væren i sin helhed.

Når vi bliver stille nok til virkelig at lytte, kan vi høre den dybeste bøn i hjertet. Kaldet hjem. Og få adgang til den levende tidløse mening, der er uafhængig af skiftende omstændigheder. Bøn forståes her i den dybeste betydning: at være i kommunion med vores inderste guddommelige natur. I kommunion findes den fred og tryghed, som er vores virkelige forankring.

Om den grundlæggende indstilling i inquiry, som drejer sig om at åbne sig fuldt ud for det, man oplever og om at være villig til at møde sig selv, hvor man ikke før turde. Dette er kun muligt, når hele ens væsen er involveret, når hjertet er sensitivt åbent og kroppen hviler i vågen væren.

At vende tilbage, igen og igen, til det uforstyrrede punkt i vores væsen, som er rent nærvær. Her hvor opmærksomheden hviler i åbenhed. Her hvor der ikke er nogen, der skal videre til det næste. Her er der blot en udelt interesse i at rejse i nuets levende dybde og i al uskyld åbne sig for, hvad det vil egentlig vil sige at lade alting fuldstændig være.

”Silence is permanent and benefits the whole humanity”. Med disse ord af Ramana Maharshi inviteres til at kontemplere ens direkte erfaring af, hvordan stilheden gavner, hvordan den stilner hjernen og hjertet og hele kroppen, hvordan den virker i atmosfæren omkring os og hvordan længerevarende vågen stilhed åbner til medfølelse med alle væsener.

Med udgangspunkt i Rumi’s digt: ’At skue den Elskede’ er at bringe sig i dyb resonans med hjertets rene rum, at kontemplere vores sande natur. I hvilende bevidsthed bliver det seende og det lyttende eet, en nænsom vågen klarhed, hvor man frygtløst kan se sandheden i øjnene, og hvor der er ren intimitet med det inderste i alt, hvad man oplever.

At kontemplere Rumis ord: Contain all human faces in your own without any judgement of them” og åbne sig for hvordan den Elskede ser, hvordan det guddommelige inderst i vores hjerte ser alle menneskeansigter uden dom. Idet vi skuer den Elskede igen og igen, lærer vi at se som vågen kærlighed, fri af adskillende grænser og vurderinger.

Hjertets opvågning beror på, at der er rent rum. Rent rum er kendetegnet ved en udelt, vågen modtagelighed for sandhed. I rent rum er der ingen reaktivitet, ingen præferencer for eller imod det, man oplever, ingen investering i identitet. Derfor vækker det hjertets tillid og kærlighed til sandhed.

Jo mere bevidstheden deltager i stilhedens dynamiske strøm, jo mere kommer hjertet og kroppen til live, i taknemlighed og glæde. Bekymringer og tanker om alt det, der ikke er som det skal være, opløses. Nuet begynder at lyse. Vi bliver vist bevidsthedens mulighed: at være fri af bindinger til skiftende oplevelsesformer og tilstande, fri til at deltage fuldt ud i livets forvandlende dans.

I den rene sansning af kroppen, fri af vurdering og selvbevidsthed, kan vi erfare kroppen som dynamisk stilhedsenergi. Når vi tillader den blidhed, som vi inderst i hjertet er at berøre og flyde gennem hele kroppen, får vi adgang til den fylde og visdom som kroppens liv er udtryk for. Og til at leve i ren intimitet i vores fysiske eksistens, i nærende forbundethed.

I virkeligheden lever og ånder vi altid i lyset af vores sande natur. Men det opfanger vi ikke, så længe vi er identificeret med kroppen. I stille lydhørhed for det vi inderst ved af og elsker, begynder lyset at gennemtrænge vores fysiske eksistens. Bevidsthedens spejl bliver klarere. I sand spejling falder alt til ro.

Når hjertet åbner sig fuldt ud for døden, vågner nyt liv. Set fra det Inderste er tab og smerte en invitation til at lade hjertet briste i ubetinget kærlighed. I den fulde overgivelse er der ingen modsætning mellem liv og død, mellem sorg og glæde, for alt forenes i den afklarede kærlighed, som gennemtrænger alt.

En beslutning fra hjertet er udtryk for kærlighed til sandhed, rodfæstet i stilhedens dyb. Deri ligger den blide styrke, som det kræver at forblive tro mod det inderste, uanset konsekvenser og midt i selvets følelser af tab. En beslutning fra hjertet vil altid føre til større indre frihed, mere klarhed og dybere fred i ens indre.

At lade hjernen og hjertet blive gennemtrængt af stilhedens rene energi. At mærke hvert åndedrag som en bølge af fred gennem hele kroppen. At blive til på ny i levende nærvær og at lade det trænge dybere ind, videre ud.

For at kunne opfange sandheden om hvad vi er, og hvad vi er her for, må vi være som sandheden er i sig selv: seende, uden dom. Kunsten er at være ufravigeligt, urokkelig ved det, der er sandt. Og blive ved at se det, uanset hvad det vi ser, gør ved os. At vi således lærer at se som det vågne hjerte ser.

At kontemplere Klodens natur fra hjertets sande natur. I bevidsthedens åbne vidde at favne alt i ligelig åbenhed, både det smukke og det grimme, både lyset og mørket. At lade kærligheden i hjertets dyb gennemtrænge kroppen og hele Jorden.

Med Buddhas ord: ”Do not complain and cry and pray, but open your eyes and see, for the light is all about you….”. At vågne er at åbne øjnene og se som hjertet ser, er at lade det seende gennemtrænge sanserne og hele vores perception og genkende hvordan alt viser vej.

At være nærvær der lytter til sig selv. Naturligt vågent, uden anstrengelse. Væren der hviler i sig selv. Nærvær der trækker vejret, berører kroppen indefra og ud, bringer fred.

’There is a seed of God inside each of us’, som Mester Eckehart siger. Det guddommelige er ikke noget abstrakt ’andet’ men lever inderst i det rene rum i vores hjerte, som et sandheds-frø, der vågner og spirer, når vi elsker sandheden før noget andet og er villige til at være tro, uanset følgerne.

Om stilhedens forskellige faser og dybder. Når den stille værens strøm ’tager ved’ og flyder ind i dybere afkroge, bliver den både befriende og forvandlende. I stilhedens selvgenererende flow er der på en gang en favnen af alt som det er, og en gennemskæring af illusoriske forestillinger.

At modnes i vores sande menneskenatur indebærer en afvænning af de tankemønstre og emotioner, som hidrører fra det adskilte selvs energi. Kun i resonans med det Inderste bliver vi reelt i stand til at afstå fra reaktioner, der holder os fanget i illusoriske slør og lidelse.

Stilheden er ikke blot stille men også vågent vidende. Invitationen er at falde ind i nuets afslappede nærvær og lade bevidstheden, der ordløst ved af sig selv, gennemtrænge energifeltet og hele kroppen. Genkende hvordan den naturlige vågenhed er sand værdighed.

I den dynamiske stilheds dans åbner kroppen til så levende et flow, at alle tanker om at skulle videre til ’det næste’ og alle forestillinger om at skulle være noget ’andet’, opløses i nuets vågne liv. Her er alt allerede inderst inde perfekt, uden mangel, fri til at deltage i enhver oplevelse præcis som den er.

”Fall down and down and down into ever widening rings of being”, siger Rumi. I vores sande væren er der en iboende tilllid til at lade sig falde, ud af alle falske forestillinger om sig selv og livet, og ind i virkelighedens nu; det kan opleves som at ’falde opad’, i en opløftende afklaret glæde.

Inderst i hjertet er der et rent rum, som aldrig lider. Det vågner, når vi ikke længere forsvarer os mod smerte og ubehag, men giver det over til det, der allerede bærer alt. Her bliver smerten ren, befriet fra det adskilte selvs angst og tanker om smerte, og kærligheden bliver fri til at heale alt, der lader sig berøre.

Set fra det adskilte selvs perspektiv er vanskeligheder hindringer, der skal overkommes, så vi kan ’komme videre’. Men set fra det Inderste er enhver vanskelighed en hjælp til større klarhed og kærlighed. "We need to fall", som Julian of Norwich siger, for ellers ville vi aldrig opdage, at af os selv kan vi intet. Kun i overgivelsen erfarer vi, hvordan vi i vores hjælpeløshed bliver hjulpet.

“The body is rich with hidden treasures”. Siger den indiske mystiker Mirabai. Almindeligvis lever vi mennesker i et mentalt univers, ude af svingning med vores organiske kropsnatur. Først når vi åbner os for værens rene sensitivitet i kroppen, får vi adgang til dens skjulte skatte, og til virkelig legemliggørelse af intelligent kærlighed.

Uanset om konflikter foregår i ydre relationer eller i ens eget sind, er de anledninger til at se ind i selve roden til splittelse og forvirring; og til at opdage det, der gør det muligt at respondere intelligent fra helheden i stedet for at reagere fra det fragmenterede selv.

Ved fuldt ud at åbne os for spørgsmålet kan det i sig selv vise vej dybere ind i den fred, vi i vores væsen inderst er. På denne grund kan vi begynde at få øje på de måder, vi ubevidst opretholder polarisering og afstand til vores eget hjertes inderste. Lade alle energier hvile og blive til klart vågent liv.

At være i nuet er i dybeste forstand at være så totalt til stede, at enhver investering i det adskilte selvs tanker og emotioner ophører. Det er at deltage fuldt ud i bevidsthedens rene befriende strøm og fra dybet af ens væsen forstå, at netop dette er vejen ud af lidelse og ind i fuldbyrdelse.

Entydighed er også enkelhed. At være én. At være hel. Det vågne hjerte ved, at der kun er én kærlighed, der elsker sig selv gennem alle former. Det adskilte selv lever i flertydighed; det søger kærlighed udenfor sig selv, lever i mangel og ængstelse for at miste. Kun den levende flamme, der vedholdende elsker det Inderste, åbner til den eneste Elskede.

Lyt til det, der i dybet af dit væsen altid lever fredfyldt i sig selv, uanset hvad der er af flygtige tanker i sindet. Tillad stilhedens vågne liv at gennemtrænge sanserne og kroppen. Se. Være i berøring. Og lad stilheden bevæge kroppen indefra og ud.

At være vågen lytten er i sig selv så nærende, at trangen til at lade sig friste ud i tanker, der ingen nye vegne fører, falder bort. Og åbner til erkendelsen af, at sand næring og levende mening kun findes i det, der strømmer forfriskende klart i nuets levende nærvær.

Det er dybt indgroet i vores programmerede sind at dømme og vurdere det vi oplever, at opdele det i rigtigt og forkert. Det er muligt at blive befriet fra ’programmet’, lade alt blive gennemsigtigt i bevidsthedens rene rum, opdage modet til at turde se alting præcist som det er, uden indblanding.

At være i udveksling betyder i denne sammenhæng at være modtagelig for den rene strøm, der flyder fra Kilden. Heri befries vi fra alle de tanker, der ellers tynger og trætter. I den dybe resonans bliver hjertet aldrig træt eller modløst, men altid opløftet uanset omstændigheder.

Spørgsmål om livets mening og formål kan ikke besvares fra andet end Livet selv. Kun ved at blive eet med kærlighedens strøm erfarer vi direkte, at heri er levende mening. Og at den virkelige glæde er at være i respons med det, der er sandt. Det giver os mod til at gå fremad i det, der er rent og klart, idet vi slipper det, der ikke længere tjener os.

At leve med åbne hænder er at leve i overgivelse til det guddommelige, ikke til noget abstrakt ’andet’ men til altings inderste sande natur. Kun i samklang med det Inderste er vi reelt i stand til at navigere i livet, og lade os forvandle i klarhed og kærlighed.

At se fra hjertet er at se som kærligheden ser. Udelt. Først når hjertet hviler vågent i nuets klarhed, får det mod til at åbne sig for både den dybeste smerte og den dybeste kærlighed. At se fra hjertet er også at føle fuldt ud. Ikke fra et adskilt selv, men fra væren som helhed, hvor alt i ens selv og andre er inkluderet i intelligent medfølelse.

Når blidhed gennemtrænger hjernen og hjertet og området under navlen åbner de dybe lag i vores væren. Idet de forskellige områder i kroppen gradvist lader sig berøre af stilhedens blide strøm, bliver kærligheden forankret som fred i kroppen.

Når kærligheden flyder som en levende substans i kroppen, kan vi være i fysisk eksistens ude at føle adskillelse. I mødet mellem den vertikale og den horisontale dimension bliver vi hver især et unikt udtryk for kærlighedens dynamisk skabende dans.

Om hvad det egentlig vil sige at leve i resonans med sandheden, om de dybere implikationer af at være tro, i forhold til hvordan vi er i os selv og hvordan vi agerer i verden. Om den dybere ærlighed der er kaldt på, hvis kærligheden skal slå rødder i vores krop og vores jord.

I vores søgen efter det gode liv overhøres det vågne liv, som strømmer i nuets åbenhed. I stedet for at være optaget af hvordan vi har det, har vi muligheden for at være lydhøre for det rene belivende nærvær og opdage, hvordan det ændrer opfattelsen af de relative omstændigheder vi befinder os i.

I dybet af vores væsen er der altid fred. Jo mere vi hviler i vågen fred, jo mere vil vi erfare det lys, der altid skinner i bevidstheden og inderst i hjertet. Det er ikke et lys vi kan skabe, gribe ud efter eller fastholde. Det er et lys som opstår spontant, når vi er hjemme i det fredfyldte mørke.

At vågne til hjertets sande natur indebærer villigheden til at lade de dybe grundstrukturer i egoet blive gennemsigtige. At afvænne sig fra vaner og mønstre, der opretholder selvets adskilte position, er reelt kun muligt, når man er lydhør for det der er rent og sandt og oplever det som mere tiltrækkende end fortsat at være slave af den gamle programmering.

At lade alle sanser hvile i fredfyldt væren. At være det åbne rene rum som inviterer alle energier hjem. At se fra hvilende væren, ligeligt åben for alle indtryk. At mærke åndedrættet som bølger af fred gennem hele kroppen. Lade hændernes berøring af skuldre, arme, kommunikere: her er stilhed og kærlighed. Lade hver lille bevægelse i kroppen finde sted i fred.

Om at etablere en dyb kærlighedsrelation til det guddommelige som en vej til at vågne til ren udelt kærlighed. Når de dybere energier i hjertet vækkes til live, og vi får mod til at elske det højeste og dybeste vi ved af uden forbehold, kan kærlighedsstrømmen blive så stærk, at den driver al frygt ud.

Jo mere vi er i levende respons på det er er rent og sandt, jo mere vil vi opleve, at vi hører til den inderste Elskede før nogen ’andre’, og at alle vores energier tilhører det guddommelige. I den erkendelse vil vi ikke længere lede efter tilhør i det ydre, men naturligt indfinde os der hvor det er mest gunstigt at være.

’What you are seeking is seeking you’, siger Rumi. I vores søgen efter det gode og det skønne overser vi, at det allerede er her - i nuets nærvær. Derfor er invitationen her at spørge sig selv: Kan jeg, uanset hvad jeg er midt i, give rum til det lille bitte ’sted’ i bevidstheden, som er rent? Når vi lader det blive ’hørt’ før noget andet, begynder nærværet lyse igennem.

At indfinde sig under bevidsthedens åbne himmel. At være modtagelig for at indånde dens friskhed, og tillade kroppen at blive gennemtrængt af det forfriskende nærvær: hænder, fødder, ansigt, hoved, ryg. At mærke hvert område vågne og blive belivet.

For at få adgang til en dybere virkelighed, vi der som oftest være en overgang hvor det opleves som om vejen ’indsnævres’, idet vi ikke kan gøre som vi plejer. Denne begrænsning af egoets ’frie’ energi er af det gode, nødvendig for at komme i en mere præcis svingning med det Inderste, og for således at kunne leve i virkelig indre frihed.

Enhver krise, i det personlige og i det kollektive, er en anledning til at vågne. Den er en gunstig nødvendighed for at ryste os ud af den form og den verden, der ikke længere tjener os. Livet kalder os til at lytte fra et dybere sted og lade det vise vej til et endnu stærkere indre ståsted.

Den rene bevidstheds iboende glæde er altid her, for den er det vi inderst er. Men det overser vi, når vi leder efter glæden i flygtige former. Den rene udelte glæde er også klarhed, der ser igennem selve roden til al lidelse. At se således, i lyset af ren glæde, er den mest opløftende og levende vej.

Først når vi fuldt ud erkender, at egoets gamle operativsystem ikke længere fungerer, endsige tjener vores evolution, forstår vi nødvendigheden af at tillade et dybere slip ind det vi er fælles om: vores rene værens natur. Først når sand væren er etableret, kan vi i tillid til os selv og det dybeste i hinanden skabe en ny virkelighed, der reelt afspejler hjertets intelligente kærlighed.

”Lay down your body and mind before the divine”. Det er med Ananadamayi Ma’s ord den fulde hengivenhed, som vi inviteres til. At lade den gennemtrænge hverdagen i mange små øjeblikke, så hengivenheden bliver ren intimitet, idet vi genkender, at det i os, som hengiver sig, ikke er adskilt fra det, som det hengiver sig til.

I en kompleks verden er der kaldt på naturlig enkelhed, som er evnen til at være præcis med det, der er. Så snart vi bevæger os blot et skridt væk fra enkelheden, bliver det komplekse meget kompliceret og uoverskueligt. Når vi derimod lader ethvert livsspørgsmål falde ind i den dybeste enkelhed, befrier den vores sind og styrker evnen til at navigere fra et sandt ståsted.

Fra Visdommens bog lyder det: ’Gud siger: I alle ting søger jeg hvile’. Når vi åbner os i tillid til at lade alting være som det er, når vi lader bekymring og ængstelse hvile, så giver vi rum til at den guddommelige fred kan flyde igennem. Og da erfarer vi sandheden i de ord, der siges i samme bog, i lovprisning af visdommen: ”Skønt hun hviler i sig selv, gør hun alting nyt”.

At åbne alle sanserne, at hvile i det der er ’bag’ øjnene, at lytte til stilheden i en vanddråbe, en blomst, et blad, er at invitere sig selv ind i det, der altid hviler naturligt vågent. Her kan vi opdage, hvordan det mindste lille ’punkt’ kan åbne til stor vidde og glæde.

En invitation til det åbne levende rum, det indre refugium. Det er ikke et ’sted’ man skal hen men er en dimension, der åbner sig idet vi slipper ind nuets rene væren, hvor hvert åndedrag er som en bølge af fred, der efterhånden gennemtrænger energisystemet og dybere lag af væren.

Hvert enkelt menneskehjerte har en særlig klang, der kan opfanges, når vi kommer i svingning med vores fælles enhedsgrund. Som den kristne mystiker Mechtild af Magdeburg har udtrykt det: ”Each creature God made must live in its own true nature”. Det sker naturligt, når vi vedholdende lytter og responderer på den rene væren i os selv og i alt.

At lytte uden anstrengelse, at trække vejret i det levende nærvær som altid er som en åben himmel - let og utynget af skyer. At hvile i forfriskende space, at give sig hen i det og mærke hvordan det skaber en indre atmosfære, der opløfter.